Sneum Digesø
Sneum Digesø er en af danmarks bedste fuglelokaliteterSneum Digesø er en kunstig sø, der er skabt i forbindelse med et projekt der blev indledt først i 1990’erne og som primært gik ud på at forstærke Darum-Tjæreborgdiget. Diget blev bygget efter stormfloder i 1909 og 1911, og blev nu forstærket ved at gøre forskråningen længere og fladere. Herved gik naturværdier på forlandet tabt. Som erstatning blev 56 ha marsk i Allerup Enge bag diget købt op, og her gravede man klæg (mere end 200.000 m3) som blev brugt til at forstærke diget samtidig med at der blev skabt et stort søområde. Under planlægningen blev der lagt stor vægt på, at området skulle være fuglevenligt og søen blev udgravet så der blev skabt partier med lavt vand og øer, tanger og vige. Fuglene fik dermed gode, beskyttede yngle- og rastepladser.
Søen blev på denne måde på 26 ha og hele naturområdet er på næsen 60 ha. Det er planen at gravning vil fortsætte i fremtiden, når der er brug for nyt materiale til digerne. Derved kan søen med tiden blive endnu større. Engene omkring søen afgræsses af kreaturer om sommeren og dermed forhindres tilgroning med tagrør og buske.
Fugle
Store mængder af fugle benytter Sneum Digesø og engene hele året rundt, både som yngle-, raste- og fourageringsområde.
Ynglefugle
Hættemåger har indtaget de små øer og dannet store kolonier, og med mågernes vagtsomhed overfor fjender yder de en god beskyttelse for andre ynglefugle, bl.a. grågås, gråand, skeand, blishøne og strandskade. Klyder yngler ved søen i pæne antal. I mindre antal yngler også toppet lappedykker, sorthalset lappedykker, gravand, knarand, atlingand, troldand, sorthovedet måge og fjordterne. Rørhøg og sydlig blåhals yngler i nærliggende rørskove, og på engene omkring søen yngler bl.a. vibe, rødben, engpiber og gul vipstjert.
Som noget nyt, begyndte splitternen at yngle blandt hættemågerne på den vestlige ø i 2011, og i 2012 voksede den lille koloni til omkring 80 par. Desuden kan det konstateres, at bestanden af den nye, danske ynglefugl, sorthovedet måge, stille og roligt også vokser, så der i 2012 kunne tælles 8-10 par i søområdet.
Kilde: DOF
Esbjerg Kommune har lavet en folder til området, som du kan læse her. Sneum_Digesø_folder.pdf