Aktuelle lokale sager
En stor del af DN Esbjergs arbejde omhandler sagsbehandling af lokale sager. I forbindelse med afgørelser truffet af myndighederne – primært Esbjerg Kommune og Miljøstyrelsen – gennemlæser og drøfter vi disse i bestyrelsen. I relation hertil har vi ofte kontakt til sagsbehandleren hos myndigheden. Hvis afdelingen ikke finder en afgørelse acceptabel, har vi normalt mulighed for at påklage denne til en højere myndighed, ofte Miljø- og Fødevareklagenævnet.Vi kan påklage afgørelser efter Planloven, Miljøvurderingsloven, Naturbeskyttelsesloven, Skovloven samt Råstofloven. Afdelingen kan ikke selvstændigt påklage afgørelser truffet efter Miljøbeskyttelsesloven, Havmiljøloven, Vandløbsloven, Okkerloven, Vandforsyningsloven samt Genteknologiloven. Hvis vi ønsker at klage over en afgørelse på et af disse områder, skal det ske i samarbejde med DN’s sekretariat i København.
Under Miljøområdet (se her) og Natur-, Plan – og Fredningsområdet (se her) kan hentes større aktuelle afgørelser, klageskrivelser samt høringssvar.
Miljøområdet omfatter bl.a. miljøgodkendelser, revurderinger, VVM-screeninger samt VVM-redegørelser.
Natur-, Plan- og Fredningsområdet omfatter bl.a. landzonetilladelser, fredningssager samt Natura 2000 sager.